Om hundrede Aar er Alting glemt.

Jeg driver i Aften og tænker og strider,
jeg synes jeg er som en kantret Baat,
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
så ser jeg meg ingen Raad.

Men hvi skal jeg være så haardt beklemt?
Om hundrede Aar er Alting glemt.

Da hopper jeg heller og synger en Vise
og holder mitt Liv for en skjøn Roman.
Jeg æter ved Gud som en fuldvoksen Rise
og drikker som bare Faen.

Men hvi skal jeg fare med alt det skjæmt?
Om hundrede Aar er Alting glemt.

Saa stanser jeg virkelig heller Striden
og ganger til Sjøs med min hvite Sjæl.
Der finder nok Verden mig engang siden
saa bitterlig druknet ihjæl.

Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt?
Om hundrede Aar er Alting glemt.

Aa nei, det er bedre at rusle og leve
og skrive en Bok til hver kommende Jul
og stige tilslut til en Versets Greve
og dø som en Romanens Mogul.

Da er det blott dette som gjør mig forstemt:
Om hundrede Aar er Alting glemt.